Non-Financial Reporting Directive (NFRD)

Non-Financial Reporting Directive (NFRD) – Direktiv 2014/95/EU – var EU’s første større initiativ til at skabe gennemsigtighed om virksomheders ikke-finansielle forhold. Det blev vedtaget i 2014. Rapporteringen om virksomheders ikke-finansielle forhold trådte i kraft for regnskabsår 2018.

Direktivet var banebrydende, fordi det for første gang stillede krav til store virksomheder om at offentliggøre information om miljø, sociale forhold, menneskerettigheder, antikorruption og bestyrelsesdiversitet. NFRD lagde dermed grundstenen til ESG-rapportering i EU.

Siden januar 2024 er NFRD blevet afløst af CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), som udvider omfanget og stiller langt skarpere krav. Du kan læse mere om CSRD i vores særskilte artikel om CSRD her.

Hvad er NFRD?

NFRD (Non-Financial Reporting Directive) pålagde store virksomheder at indsætte en ikke-finansiel redegørelse i ledelsesberetningen i årsrapporten. Denne redegørelse skulle give et overblik over virksomhedens arbejde med bæredygtighed og ansvarlighed og omfatte fem centrale områder:

• Miljøforhold (fx klima, ressourceforbrug og miljøpåvirkning)

• Sociale forhold og medarbejderforhold

• Menneskerettigheder (herunder i værdikæden)

• Antikorruption og bestikkelse

• Diversitet i bestyrelsen (køn, alder, baggrund, uddannelse)
  

Virksomhederne skulle beskrive deres forretningsmodel i relation til ESG-risici, de politikker, der var indført, resultaterne af disse, væsentlige risici og hvordan de blev håndteret samt centrale ikke-finansielle nøgletal. Et centralt element i direktivet var princippet “comply or explain”. Hvis en virksomhed ikke havde indført en politik på et af områderne, var den forpligtet til at give en klar og begrundet forklaring i årsrapporten. På den måde efterlod NFRD virksomhederne en vis fleksibilitet: de kunne enten redegøre for deres politikker og resultater – eller forklare, hvorfor de ikke rapporterede på et givent område. Uanset om redegørelsen bestod af data eller en forklaring, skulle den godkendes af bestyrelsen og indgå som en del af årsrapporten.

NFRD gav samtidig fleksibilitet ved at tillade brug af forskellige internationale, europæiske eller nationale rammeværk. Det kunne eksempelvis være OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, ISO 26000 om socialt ansvar, EU-Kommissionens egne vejledninger til rapportering af miljø- og sociale forhold eller standarder som GRI og SASB.

Dobbelt væsentlighed

En central nyskabelse var introduktionen af princippet om dobbelt væsentlighed, der både ser på ESG-faktorers indvirkning på virksomheden (finansiel væsentlighed) og virksomhedens egen indvirkning på samfund og miljø (impact-væsentlighed). Selvom NFRD fremmede dette perspektiv, fastlagde det ikke konkrete retningslinjer for, hvordan dobbelt væsentlighed skulle anvendes i praksis. Direktivet var dermed et svar på stigende pres fra investorer, civilsamfund og den finansielle sektor, som ønskede bedre indsigt i virksomhedernes håndtering af bæredygtighedsrisici.

Formålet med NFRD

Formålet med NFRD var grundlæggende at styrke åbenheden om store virksomheders ikke-finansielle forhold og dermed skabe en mere troværdig og sammenlignelig ramme for bæredygtighedsrapportering i EU. Direktivet skulle sikre gennemsigtighed i forhold til virksomheders samfundspåvirkning og reducere risikoen for greenwashing ved at stille krav om, at oplysninger blev gjort offentligt tilgængelige og kunne sammenlignes på tværs af virksomheder og sektorer.

Et andet vigtigt formål var at styrke investorers og andre interessenters beslutningsgrundlag. Ved at have adgang til pålidelige oplysninger om eksempelvis miljømæssige og sociale risici kunne de bedre vurdere virksomheders langsigtede bæredygtighed og robusthed. Samtidig var NFRD tænkt som et incitament til, at virksomhederne integrerede bæredygtighed i strategi og drift frem for blot at betragte det som et kommunikationsredskab.

Direktivet opstod som et direkte svar på stigende krav fra både investorer, civilsamfund og den finansielle sektor, der efterspurgte mere systematisk indsigt i, hvordan virksomheder håndterer bæredygtighedsudfordringer og -risici. På den måde blev NFRD et første skridt mod at gøre bæredygtighedsdata til en naturlig del af virksomhedernes rapportering på linje med de finansielle oplysninger.

Hvem var omfattet?

NFRD gjaldt for såkaldte public interest entities (PIEs) med mere end 500 ansatte. Det omfattede blandt andet børsnoterede selskaber, banker og kreditinstitutter, forsikringsselskaber samt andre virksomheder, der i national lovgivning var klassificeret som PIE’s. Samlet set var omkring 11.000–11.700 virksomheder i EU omfattet af direktivet. Andre virksomheder havde mulighed for at rapportere frivilligt, men en stor del af økonomien var dermed fortsat ikke dækket.

Forholdet til EU’s øvrige politikker

Selvom NFRD blev vedtaget før både EU-taksonomien og SFDR, blev direktivet senere tæt koblet sammen med disse. EU-taksonomien indførte detaljerede kriterier for, hvordan økonomiske aktiviteter kunne klassificeres som miljømæssigt bæredygtige, og krævede, at virksomheder rapporterede, hvor stor en andel af deres omsætning, investeringer (CapEx) og driftsudgifter (OpEx) der kunne betegnes som “grønne”. SFDR rettede sig mod finansielle aktører og stillede krav om, at de skulle dokumentere bæredygtigheden af deres investeringer – blandt andet ved at anvende de oplysninger, virksomheder rapporterede under NFRD. Dermed blev NFRD et fundament, som senere EU-politikker byggede videre på for at skabe et mere sammenhængende system for bæredygtighedsrapportering.

Svagheder ved NFRD

Selvom NFRD var et vigtigt skridt fremad, blev direktivet hurtigt mødt af kritik for en række væsentlige mangler. For det første havde det et begrænset omfang, da det kun omfattede de største virksomheder, hvilket efterlod en stor del af økonomien uden for rapporteringskravene. For det andet manglede der standardisering, da virksomheder frit kunne vælge mellem forskellige rapporteringsrammer som GRI, ISO 26000 eller UNGC. Det førte til uensartede rapporter med varierende detaljeringsgrad, hvor oplysningerne ofte var vage og ufuldstændige.

Derudover blev rapporteringen kritiseret for manglende sammenlignelighed, pålidelighed og relevans, hvilket betød, at investorer og andre interessenter ofte ikke fik de oplysninger, de havde brug for til at vurdere virksomheders bæredygtighedsrisici. En EU-undersøgelse fra 2020 viste eksempelvis, at 78 % af Europas største virksomheder ikke rapporterede tilstrækkeligt om klimarisici. Endelig skabte overlap med andre regler usikkerhed om, hvilke krav der faktisk gjaldt, og det øgede de administrative og finansielle byrder for virksomhederne.

Fra NFRD til CSRD

For at løse disse problemer foreslog EU-Kommissionen i april 2021 CSRD, som blev vedtaget i december 2022 og trådte i kraft i januar 2023. CSRD:

• Udvider anvendelsesområdet fra ca. 11.700 til omkring 50.000 virksomheder, herunder også børsnoterede SMV’er (fra 10 ansatte) og alle store børsnoterede selskaber (fra 250 ansatte).

• Indfører bindende bæredygtighedsstandarder (ESRS), der fastlægger både kvantitative og kvalitative krav samt indberetning af taksonomi-tilpassede data.

• Kræver rapportering om virksomhedens strategi, målsætninger, bestyrelsens og ledelsens rolle samt Impacts, Risks and Opportunities (IROs) i relation til værdikæden og immaterielle aktiver.

• Formaliserer princippet om dobbelt væsentlighed som grundlæggende rapporteringsprincip.

• Indfører krav om tredjeparts-verificering (assurance/revisorerklæring) af bæredygtighedsdata.

• Kræver digital rapportering i XHTML/XBRL-format i overensstemmelse med European Single Electronic Format (ESEF).
  

Med CSRD bliver bæredygtighedsrapportering ikke længere et supplement, men en integreret del af virksomhedens samlede rapportering. Det betyder, at oplysninger om miljø, sociale forhold og governance får samme vægt som de finansielle data – med bindende standarder, revisionspligt og krav om digital indberetning. Dermed placeres ESG-rapportering på lige fod med finansiel rapportering, både i forhold til kvalitet, gennemsigtighed og betydning for virksomhedens samlede årsrapport.

Læs vores særskilte artikel om CSRD her. NFRD i dansk lovgivning

Som led i EU’s direktivkrav blev NFRD indarbejdet i årsregnskabsloven (§ 99 a) med virkning fra regnskabsår, der begynder den 1. januar 2016 eller senere. Danmark valgte en ”overimplementering”, så kravet også kom til at gælde for virksomheder med mere end 250 ansatte – mod EU’s minimumsgrænse på 500. Dermed omfattede reglerne omkring 1.200–1.500 danske virksomheder.

---

NFRD markerede altså begyndelsen på EU’s arbejde med at gøre bæredygtighedsdata til en integreret del af virksomhedernes rapportering. Selvom direktivet havde klare svagheder – både i omfang, standardisering og sammenlignelighed – var det et vigtigt første skridt, der lagde fundamentet for den mere omfattende og bindende regulering, vi ser med CSRD.

Hvor NFRD satte retningen og åbnede døren for ESG-rapportering, er det med CSRD, at arbejdet for alvor bliver konkret, ensartet og forpligtende for langt flere virksomheder. På den måde udgør NFRD et nødvendigt kapitel i udviklingen mod den nye tidsalder for bæredygtighedsrapportering i Europa.