Virksomhedens klimaregnskab: Scope 1, 2 og 3
Opdateret: for 2 dage siden
Når virksomheder taler om ESG og ESG-rapportering, tænker de fleste først og fremmest på klimaregnskabet. Selvom ESG-rapportering handler om bæredygtighed i en bredere forstand, er klimaregnskabet en væsentlig del af en ESG-rapport. Men hvad er et klimaregnskab egentlig? Hvad betyder Scope 1, 2 og 3? Og hvordan beregner man udledninger, som ikke kan måles direkte?
For at forstå klimaregnskabet rigtigt skal man være opmærksom på, at det ikke kun handler om at tælle udledninger. Det handler om ansvar. Denne artikel vil dykke ned i, hvad et klimaregnskab er, hvordan Scope 1, 2 og 3 skal forstås, og hvorfor netop den inddeling giver god mening.
Hvad er virksomhedens klimaregnskab?
Et klimaregnskab er en opgørelse over de drivhusgasudledninger, som er forbundet med virksomhedens aktiviteter. At drive virksomhed er forbundet med at udlede drivhusgasser. Disse udledninger opdeles internationalt efter retningslinjerne fra GHG Protokollen i tre kategorier: Scope 1, Scope 2 og Scope 3.
Det er vigtigt at forstå, at disse tre scopes ikke beskriver tre forskellige typer CO₂. De beskriver tre forskellige typer ansvar. Man sondrer mellem CO₂e-udledninger ved at spørge, hvilke udledninger der sker som resultat af virksomhedens direkte forbrug og ligger inden for virksomhedens egen kontrolcirkel, og hvilke udledninger der opstår i kraft af virksomhedens aktiviteter i værdikæden.
Virksomheden skal først fastlægge, hvilke selskaber, lokationer og aktiviteter der indgår i regnskabet, og hvilken periode opgørelsen dækker. Derefter identificeres udledningerne og placeres i Scope 1, 2 eller 3 efter principperne i GHG Protocol.
De tre scopes kan kort forklares sådan:
Scope 1 omfatter virksomhedens direkte udledninger
Scope 2 omfatter indirekte udledninger fra produktionen af indkøbt energi
Scope 3 omfatter virksomhedens øvrige indirekte udledninger i værdikæden
Scopes beskriver altså formelt, hvor udledningerne opstår, og om de kommer fra kilder, som virksomheden ejer eller kontrollerer.
Et klimaregnskab er en proces og ikke et perfekt facit
Det er også vigtigt at forstå, at klimaregnskab behøver ikke være perfekt første gang. Det er et kontinuerligt arbejde, hvor virksomheden gradvist forbedrer datakvalitet, metodevalg og forståelse af egen værdikæde. Mange virksomheder har ikke fuldstændige data, når de begynder. Nogle oplysninger kan hentes direkte fra energiregninger, brændstofkort og økonomisystemer, mens andre må estimeres ved hjælp af branchegennemsnit eller generiske emissionsfaktorer.
Standarderne bag klimaregnskaber, herunder GHG Protokollen, er indrettet med den erkendelse, at man sjældent har perfekte data fra start. Det afgørende er transparens. Det handler om at dokumentere sine antagelser, sine metoder og sine datakilder, og at man arbejder systematisk med at forbedre dem over tid.
Formålet er ikke perfektion i år ét. Formålet er at komme i gang, skabe overblik og synliggøre, hvor de største udledninger, og dermed de største forbedringsmuligheder ligger.
Et klimaregnskab kan grundlæggende opbygges gennem fem trin:
Virksomheden fastlægger regnskabets periode og organisatoriske afgrænsning.
Relevante aktiviteter og udledningskilder identificeres.
Data indsamles fra blandt andet energi, brændstof, transport, indkøb, affald og leverandører.
Data omregnes til CO₂e ved hjælp af emissionsfaktorer.
Metoder, datakilder, antagelser og resultater dokumenteres.
Resultatet er en opgørelse, som viser virksomhedens udledninger fordelt på Scope 1, 2 og 3.
Hvad er CO₂e og emissionsfaktorer?
Emissionsfaktorer spiller en helt central rolle i ESG-rapportering og i klimaregnskaber. En emissionsfaktor fortæller, hvor meget drivhusgas der udledes pr. enhed aktivitet. Det vil sige, at emissionsfaktorer omregner aktiviteter, som vi kender dem, fx liter, kWh eller kg, til en udledning målt i CO₂e.
De er grundlaget for, at vi kan sammenligne forskellige aktiviteter på en fælles skala. En emissionsfaktor fortæller os f.eks., hvor meget 1 liter diesel udleder i CO₂e, og på den måde kan vi omdanne lavpraktiske aktiviteter til CO₂e og sammenligne dem i et samlet klimaregnskab.
Fx:
1 liter diesel → X kg CO₂e
1 kWh el → Y kg CO₂e
1 kg naturgas → Z kg CO₂e
Emissionsfaktorer kan komme fra bl.a. nationale databaser, internationale databaser, leverandørspecifikke data og livscyklusvurderinger (LCA). De udgør vores fælles rammeværk, som når det bruges med omtanke, sikrer at vi ikke sammenligner æbler og bananer.
Den grundlæggende sammenhæng er:
Aktivitetsdata × emissionsfaktor = udledning i CO₂e
Når man forstår denne sammenhæng, giver opdelingen i Scope 1, 2 og 3 langt bedre mening, fordi den fortæller os noget om kilden og ikke om en forskel i beregningsmetode.
Hvad betyder CO₂e?
Når vi taler om et klimaregnskab, taler vi reelt om, hvor meget drivhusgas virksomhedens aktiviteter tilfører atmosfæren. De fleste af os kender CO₂ som en drivhusgas, men det er ikke den eneste.
Der findes også f.eks.:
Metan (CH₄)
Lattergas (N₂O)
Disse gasser har forskellig klimavirkning.
Derfor omregnes alle drivhusgasser til én fælles enhed: CO₂-ækvivalenter (CO₂e).
Det betyder, at man omregner fx metan til den mængde CO₂, der ville have samme klimaeffekt. Det gør det muligt at sammenligne og summere udledninger på tværs af aktiviteter og scopes.
Forskellige metoder til beregning af udledninger
Virksomheder kan anvende forskellige metoder afhængigt af, hvilke data der er tilgængelige.
Spend-baseret metode:
Her tager virksomheden udgangspunkt i, hvor mange kroner der er brugt f.eks. på beton, og ganger beløbet med en gennemsnitlig emissionsfaktor for den pågældende varetype. Metoden er enkel og giver hurtigt et overblik, men den bygger på branchegennemsnit og er derfor mindre præcis.
Aktivitetsbaseret metode:
Ved den aktivitetsbaserede metode anvendes fysiske oplysninger som kilogram, liter, kilowattimer, kilometer eller ton.
Hvis virksomheden eksempelvis kender den indkøbte mængde beton, kan mængden ganges med en emissionsfaktor pr. ton. Metoden giver ofte et mere specifikt resultat end en beregning baseret på virksomhedens udgift, fordi prisforskelle ikke påvirker den fysiske mængde.
Leverandørspecifik metode:
Leverandørspecifik metode: Her anvendes data for det konkrete produkt, eksempelvis fra en PCF, EPD eller relevant LCA. Leverandørspecifikke data er mere specifikke, men ikke nødvendigvis mere præcise. Kvaliteten afhænger blandt andet af beregningsmetoden, afgrænsningen, datakilderne og eventuelle fordelinger af udledninger mellem produkter.
I praksis anvender mange virksomheder en kombination af metoder. Derefter forbedres datakvaliteten gradvist, efterhånden som bedre oplysninger bliver tilgængelige.
Datakvalitet og præcision
Datakvaliteten varierer mellem metoderne. Spend-baserede og mange aktivitetsbaserede emissionsfaktorer er ofte generiske og bygger på gennemsnitlige branchedata, som igen er baseret på en række underliggende LCA-studier. De giver et retvisende overblik på sektorniveau, men afspejler ikke nødvendigvis det konkrete produkt, virksomheden har købt.
Man kan f.eks. finde en gennemsnitlig emissionsfaktor for aluminium produceret i Europa, men den vil typisk være sammensat af data fra flere lande og produktionsmetoder. Den repræsenterer derfor ikke præcist aluminium fra én specifik producent i Danmark.
Jo mere man bevæger sig mod leverandørspecifikke data af dokumenteret kvalitet, desto bedre kan beregningen afspejle det konkrete produkt.
Scope 1: Virksomhedens direkte udledninger
Scope 1 omfatter de direkte udledninger fra kilder, som virksomheden ejer eller kontrollerer. Her er der tale om kilder, som virksomheden selv har ejerskab over og kan skrue op og ned for.
Det kan for eksempel være:
Forbrænding af gas i egne kedler
Brændstof til egne køretøjer
Procesudledninger i produktionen
Scope 1 handler altså om udledninger, der fysisk sker fra virksomhedens egne eller kontrollerede aktiviteter. Her har virksomheden direkte kontrol over udledningen. Man kan sige, at det ligger i virksomhedens egen kontrolcirkel, i den forstand at hvis virksomheden besluttede at forbrænde mindre gas, kunne virksomheden gøre det. Det er klart, at dele af virksomhedens aktiviteter kan være helt afhængige af forbrænding af gas f.eks., men det klassificeres stadig som værende i virksomhedens direkte kontrol.
Det er den mest umiddelbare og operationelle del af klimaregnskabet og sammen med Scope 2 den mest enkle del, da de data, man skal bruge, er under virksomhedens direkte kontrol.
Når man rapporterer Scope 1, skal virksomheden blandt andet finde frem til, hvor meget naturgas den har forbrændt i egne kedler i rapporteringsperioden. Forbruget opgøres typisk i kWh eller normalkubikmeter og ganges med en emissionsfaktor for den direkte forbrænding. Resultatet indgår i klimaregnskabet under Scope 1.
Scope 2: Udledninger fra indkøbt energi
Scope 2 omfatter indirekte udledninger fra produktionen af elektricitet, damp, varme og køling, som virksomheden køber eller på anden måde erhverver og forbruger. Selve udledningen sker hos energiproducenten og ikke i virksomheden, og hører derfor ikke under Scope 1. Udledningen placeres i Scope 2, fordi det er en indirekte udledning, som virksomheden stadig har direkte kontrol over gennem sit forbrug. Skruer virksomheden ned for radiatoren, falder forbruget og dermed udledningen. Det er som virksomhed dog ikke muligt direkte at påvirke, hvor meget en kWh el udleder, da det afgøres af processer, som energiselskabet kontrollerer. Selve udledningen sker hos energiproducenten. Den sker derfor ikke fra en kilde, som virksomheden selv ejer eller kontrollerer. Virksomheden kan påvirke Scope 2 ved blandt andet at:
reducere sit energiforbrug
forbedre energieffektiviteten
ændre energikilde
indgå andre energiaftaler
etablere egen produktion af vedvarende energi
Scope 2 er i princippet også indirekte ligesom Scope 3, men har sin egen kategori. Det skyldes blandt andet, at indkøbt energi historisk har været en væsentlig indirekte udledningskilde for mange virksomheder, at energiforbruget er relativt let at måle, og at Scope 2 behandles særskilt gennem den lokationsbaserede og den markedsbaserede metode.
Lokationsbaseret og markedsbaseret Scope 2
GHG Protocol skelner mellem en lokationsbaseret og en markedsbaseret metode.
Den lokationsbaserede metode tager udgangspunkt i den gennemsnitlige udledning fra det elnet eller energisystem, hvor virksomheden bruger energien.
Den markedsbaserede metode tager udgangspunkt i de energiaftaler og kontraktuelle instrumenter, som virksomheden har valgt, hvis de opfylder de relevante kvalitetskrav.
Når begge metoder er relevante, rapporteres resultaterne separat. De skal ikke lægges sammen, da de viser to forskellige perspektiver på det samme energiforbrug.
Som ved Scope 1 handler det om at finde frem til, hvor mange kWh el man har forbrugt i rapporteringsperioden og gange det med den relevante emissionsfaktor. Resultatet opgøres i CO₂e og posteres i klimaregnskabet under Scope 2.
Scope 3: Udledninger i værdikæden
Scope 3 er ofte virksomhedens største, mest komplekse og dermed også mest misforståede del af klimaregnskabet.
Udledningerne opstår som følge af virksomhedens aktiviteter, men ved kilder, som ejes eller kontrolleres af andre virksomheder eller personer. Scope 3 kan både opstå før og efter virksomhedens egne aktiviteter.
Det kan eksempelvis være:
produktion af indkøbte varer og materialer
kapitalgoder og maskiner
transport udført af eksterne leverandører
affaldsbehandling
forretningsrejser
medarbejderpendling
brugen af solgte produkter
behandling af produkter efter endt levetid
investeringer
GHG Protocol opdeler Scope 3 i 15 kategorier. Ikke alle kategorier vil være lige relevante for alle virksomheder. Virksomheden skal derfor undersøge sin værdikæde, identificere de væsentlige udledningskilder og dokumentere, hvilke kategorier der er medtaget eller udeladt.
Scope 3 handler altså ikke om, hvad virksomheden selv fysisk udleder.
Det handler om de udledninger, virksomheden sætter i gang gennem sine indkøb, salg og beslutninger.
Et konkret eksempel på Scope 3
Når en virksomhed i kraft af sin aktivitet efterspørger f.eks. beton, er der en leverandør, som producerer og sælger beton til virksomheden. Her har virksomheden ikke direkte kontrol over udledningen fra produktionen af beton, men virksomheden skaber efterspørgslen. Virksomheden har gennem sin købekraft indflydelse på, at betonen bliver produceret. Uden efterspørgsel ville der ikke være produktion. Derfor har virksomheden et medansvar for, at produktionen finder sted. Selvom virksomheden ikke kontrollerer selve produktionsprocessen, har den indirekte kontrol gennem sine indkøbsbeslutninger. Virksomheden kan stille krav til leverandører og i sidste ende vælge en anden leverandør med en lavere klimabelastning. Derfor indgår den indlejrede udledning i betonen som virksomhedens Scope 3.
Man kan sige, at den indkøbte beton er “født” med en udledning, da der er udledt drivhusgasser i produktionen af beton, og denne indlejrede udledning bliver en del af virksomhedens Scope 3-regnskab. Scope 3 er derfor ikke kun en rapporteringsdisciplin. Det er ledelsesinformation. Når virksomheden får indsigt i sine værdikædeudledninger, får den samtidig indsigt i, hvor risici og muligheder ligger. Det kan påvirke leverandørvalg, udbudsposition, kundekrav og i stigende grad også adgang til finansiering. Klimadata i Scope 3 bliver dermed ikke kun et tal i en rapport men et strategisk beslutningsgrundlag.
Scope 3 er for de fleste virksomheder den største bidragsyder til det samlede klimaregnskab og også den mest komplekse. Vil du læse mere om Scope 3-kategorier, metoder og datakvalitet, kan du finde vores særskilte artikel om Scope 3-rapportering her.
Kan Scope 1, 2 og 3 lægges sammen?
Ja, inden for én virksomhed kan Scope 1, 2 og 3 lægges sammen og give et samlet billede af virksomhedens klimaaftryk. Men man kan ikke lægge virksomheders klimaregnskaber sammen.
Årsagen er enkel:
En leverandørs Scope 1 vil ofte være en kundes Scope 3.
Det samme ton CO₂ kan derfor optræde i flere virksomheders klimaregnskaber, ikke fordi den tælles flere gange i virkeligheden, men fordi ansvaret er fordelt på flere aktører i værdikæden.
Et klimaregnskab er altså ikke et globalt system, hvor hvert ton drivhusgas kun optræder én gang. Det er et system, der hjælper den enkelte virksomhed med at forstå sine direkte og indirekte udledninger og mulighederne for at påvirke dem.
Klimaregnskab handler om kontrol og indflydelse
Man kan forstå de tre scopes sådan:
Scope 1: Det vi kontrollerer direkte
Scope 2: Den energi vi driver efterspørgsel på
Scope 3: De udledninger vi påvirker gennem vores værdikæde
Jo længere væk fra virksomhedens egen drift vi bevæger os, desto mindre direkte kontrol har virksomheden.
For mange virksomheder udgør Scope 3 70–90 % af det samlede klimaaftryk.
Derfor er det også her, de største strategiske muligheder, og risici ligger.
Fra klimadata til handling
Et klimaregnskab skaber først for alvor værdi, når virksomheden bruger det aktivt.
Regnskabet kan blandt andet bruges til at:
identificere de største udledningskilder
prioritere reduktionstiltag
følge udviklingen fra år til år
forbedre indkøb og leverandørdialog
dokumentere klimadata over for kunder og samarbejdspartnere
levere oplysninger til en rapport om ESG
skabe et bedre grundlag for ledelsens beslutninger
Virksomheden behøver ikke løse alle områder på én gang. Det vigtigste er at begynde med et gennemsigtigt grundlag og arbejde systematisk med at forbedre både data og indsats over tid.
Lad esgBRICKS udarbejde jeres klimaregnskab
Hos esgBRICKS bliver vi jeres faste ESG-partner og håndterer processen fra de første data til den færdige rapport.
Vi hjælper blandt andet med at:
indsamle og strukturere virksomhedens data
beregne Scope 1 og Scope 2
identificere og beregne relevante dele af Scope 3
dokumentere metoder, emissionsfaktorer og antagelser
samle resultaterne i en færdig rapport efter VSME
præsentere rapporten og resultaterne for virksomheden
opdatere rapporten og klimaregnskabet årligt
I bidrager med jeres viden om virksomheden og adgang til de relevante oplysninger. Vi står for strukturen, beregningerne, dokumentationen og den færdige rapport.
Kontakt os, hvis I vil have et klimaregnskab og en rapport, der kan bruges aktivt i virksomheden og deles med kunder, banker og andre interessenter.
