Virksomhedens klimaregnskab: Scope 1, 2 og 3
- for 2 dage siden
- 8 min læsning
Når virksomheder taler om ESG og ESG-rapportering, tænker de fleste først og fremmest på klimaregnskabet. Selvom ESG-rapportering handler om bæredygtighed i en bredere forstand, er klimaregnskabet en væsentlig del af en ESG-rapport. Men hvad er det egentlig, man laver, når man laver et klimaregnskab? Og hvad betyder Scope 1, 2 og 3 i praksis?
For at forstå klimaregnskabet rigtigt, skal man forstå, at det ikke kun handler om at tælle udledninger. Det handler om ansvar. Denne artikel vil dykke ned i, hvad et klimaregnskab er, hvordan Scope 1, 2 og 3 skal forstås, og hvorfor netop den inddeling giver god mening.
Hvad er et klimaregnskab?
Et klimaregnskab er en opgørelse over de drivhusgasudledninger, som er forbundet med virksomhedens aktiviteter. At drive virksomhed er forbundet med at udlede drivhusgasser. Disse udledninger opdeles internationalt i tre kategorier – Scope 1, Scope 2 og Scope 3 – efter retningslinjerne fra GHG Protokollen.
Det er vigtigt at forstå, at disse tre scopes ikke beskriver tre forskellige typer CO₂. De beskriver tre forskellige typer ansvar. Man sondrer mellem CO₂e-udledninger ved at spørge, hvilke udledninger der sker som resultat af virksomhedens direkte forbrug og ligger inden for virksomhedens egen kontrolcirkel, og hvilke udledninger der opstår i kraft af virksomhedens aktiviteter i værdikæden.
Klimaregnskab er en proces og ikke et perfekt facit
Det er også vigtigt at forstå, at et klimaregnskab handler ikke om at ramme den fuldstændige præcision første gang. Det er et kontinuerligt arbejde, hvor virksomheden gradvist forbedrer datakvalitet, metodevalg og forståelse af egen værdikæde.
Standarderne bag klimaregnskaber, herunder GHG Protokollen, er indrettet med den erkendelse, at man sjældent har perfekte data fra start. Det afgørende er transparens. Det handler om at maa skal dokumenterer sine antagelser, sine metoder og sine datakilder, og at man arbejder systematisk med at forbedre dem over tid.
Formålet er ikke perfektion i år ét. Formålet er at komme i gang, skabe overblik og synliggøre, hvor de største udledninger, og dermed de største forbedringsmuligheder, ligger.
Lad os udarbejde jeres klimaregnskab?
Hos esgBRICKS hjælper vi jer med at udarbejde jeres klimaregnskab for Scope 1, 2 og 3 direkte i vores pofessionelle ESG-platform, så I får:
Struktur på jeres data
Beregning af CO₂e for scope 1, 2 og 3
Overblik over jeres scopes
Mulighed for løbende at arbejde aktivt med klimadata
Vil I i gang med et klimaregnskab, der kan bruges strategisk – og ikke kun afleveres?
Hvad er Emissionsfaktorer og CO₂ ekvivalenter (CO₂e)?
Emissionsfaktorer spiller en helt central rolle i ESG-rapportering og i klimaregnskaber. En emissionsfaktor fortæller, hvor meget drivhusgas der udledes pr. enhed aktivitet. Det vil sige, at emissionsfaktorer omregner aktiviteter, som vi kender dem – fx liter, kWh eller kg – til en udledning målt i CO₂e.
De er grundstenen i, at vi kan sammenligne forskellige aktiviteter på en fælles skala. En emissionsfaktor fortæller os f.eks., hvor meget 1 liter diesel udleder i CO₂e, og på den måde kan vi omdanne lavpraktiske aktiviteter til CO₂e og sammenligne dem i et samlet klimaregnskab.
Fx:
1 liter diesel → X kg CO₂e
1 kWh el → Y kg CO₂e
1 kg naturgas → Z kg CO₂e
Emissionsfaktorer kan komme fra bl.a. nationale databaser, internationale databaser, leverandørspecifikke data og livscyklusvurderinger (LCA). De udgør vores fælles rammeværk, som når det bruges med omtanke, sikrer at vi ikke sammenligner æbler og bananer.
Den grundlæggende sammenhæng er:
Aktivitetsdata × emissionsfaktor = udledning i CO₂e
Når man forstår denne sammenhæng, giver opdelingen i Scope 1, 2 og 3 langt bedre mening, fordi den handler om placering af ansvar, ikke om en forskel i beregningsmetode.
Hvad er CO₂e (CO₂ ekvivalenter)
Når vi taler om et klimaregnskab, taler vi reelt om, hvor meget drivhusgas virksomhedens aktiviteter tilfører atmosfæren. De fleste af os kender CO₂ som en drivhusgas, men det er ikke den eneste.
Der findes også fx:
Metan (CH₄)
Lattergas (N₂O)
Disse gasser har forskellig klimavirkning.
Derfor omregnes alle drivhusgasser til én fælles enhed: CO₂-ækvivalenter (CO₂e).
Det betyder, at man omregner fx metan til den mængde CO₂, der ville have samme klimaeffekt. Det gør det muligt at sammenligne og summere udledninger på tværs af aktiviteter og scopes.
Der findes flere måder at opgøre denne CO₂e på i forskellig kvalitet:
Spend-baseret metode: Her tager virksomheden udgangspunkt i, hvor mange kroner der er brugt f.eks. på beton, og ganger beløbet med en gennemsnitlig emissionsfaktor for den pågældende varetype. Metoden er enkel og giver hurtigt et overblik, men den bygger på branchegennemsnit og er derfor mindre præcis.
Aktivitetsbaseret metode: Her anvendes den faktiske mængde f.eks. antal ton beton, som ganges med en emissionsfaktor pr. ton. Denne metode er mere præcis, fordi den tager udgangspunkt i fysiske data frem for økonomiske estimater.
Leverandørspecifik metode: Den mest præcise metode er at anvende data direkte fra leverandøren f.eks. via en LCA, EPD, PCF eller leverandørens eget klimaregnskab. Her anvendes den dokumenterede udledning i CO₂e for det konkrete produkt, virksomheden har købt. Denne værdi fungerer i praksis som en emissionsfaktor, men adskiller sig fra generiske faktorer ved at være baseret på det konkrete produkts livscyklusdata.
Datakvalitet og præcision
Datakvaliteten varierer mellem metoderne. Spend-baserede og mange aktivitetsbaserede emissionsfaktorer er ofte generiske og bygger på gennemsnitlige branchedata, som igen er baseret på en række underliggende LCA-studier. De giver et retvisende overblik på sektorniveau, men afspejler ikke nødvendigvis det konkrete produkt, virksomheden har købt.
Man kan f.eks. finde en gennemsnitlig emissionsfaktor for aluminium produceret i Europa, men den vil typisk være sammensat af data fra flere lande og produktionsmetoder. Den repræsenterer derfor ikke præcist aluminium fra én specifik producent i Danmark.
Jo mere man bevæger sig mod leverandørspecifikke data, desto højere bliver præcisionen. I praksis arbejder mange virksomheder med en kombination af metoder og bevæger sig gradvist mod mere præcise og leverandørbaserede data.
Scope 1 – det vi selv udleder
Scope 1 omfatter de direkte udledninger fra kilder, som virksomheden ejer eller kontrollerer. Her er der tale om kilder, som virksomheden selv har ejerskab over og kan skrue op og ned for.
Det kan for eksempel være:
Forbrænding af gas i egne kedler
Brændstof til egne køretøjer
Procesudledninger i produktionen
Her har virksomheden direkte kontrol over udledningen. Man kan sige, at det ligger i virksomhedens egen kontrolcirkel, i den forstand at hvis virksomheden besluttede at forbrænde mindre gas, kunne virksomheden gøre det. Det er klart, at dele af virksomhedens aktiviteter kan være helt afhængige af forbrænding af gas f.eks., men det klassificeres stadig som værende i virksomhedens direkte kontrol.
Det er den mest umiddelbare og operationelle del af klimaregnskabet og sammen med Scope 2 den mest enkle del, da den data, man skal bruge, er under virksomhedens direkte kontrol.
Når man rapporterer på Scope 1, skal man som virksomhed finde frem til, hvor meget gas man har forbrændt i egne kedler i rapporteringsperioden. Gas har en emissionsfaktor, som fortæller, hvor meget CO₂e 1 liter (eller kg) gas udleder. Ved at gange den emissionsfaktor med det reelle forbrug får man et tal, som beskriver, hvor meget CO₂e virksomheden har udledt ved at forbrænde gas i egne kedler. Det tal posteres i virksomhedens klimaregnskab under Scope 1.
Scope 2 – den energi vi køber
Scope 2 omfatter indirekte udledninger fra indkøbt energi, typisk elektricitet, fjernvarme eller køling. Selve udledningen sker hos energiproducenten og ikke i virksomheden, og derved er det ikke Scope 1. Det placeres i Scope 2, fordi det er en indirekte udledning, som virksomheden stadig har direkte kontrol over gennem sit forbrug. Skruer virksomheden ned for radiatoren, falder forbruget og dermed udledningen.
Scope 2 er i princippet også indirekte, ligesom Scope 3 er det, men har sin egen kategori, fordi indkøbt energi historisk har været den største indirekte udledningskilde for mange virksomheder, fordi energiforbrug er relativt let at måle, og fordi det metodisk behandles særskilt, blandt andet gennem opdelingen mellem location-based og market-based beregninger.
Som ved Scope 1 handler det om at finde frem til, hvor mange kWh el man har forbrugt i rapporteringsperioden og gange det med den relevante emissionsfaktor. Resultatet opgøres i CO₂e og posteres i klimaregnskabet under Scope 2.
Scope 3 – værdikædens udledninger
Scope 3 er ofte virksomhedens største, mest komplekse og dermed også mest misforståede del af klimaregnskabet.
Her indgår alle de indirekte udledninger, som opstår som konsekvens af virksomhedens aktiviteter, men uden for dens direkte kontrol. Det vil sige de udledninger, som sker i kraft af virksomhedens tilstedeværelse og aktivitet.
Det kan eksempelvis være:
Udledninger fra leverandørers produktion
Transport i værdikædenKunders
Brug af virksomhedens produkter
Medarbejderpendling
Forretningsrejser
Scope 3 handler altså ikke om, hvad virksomheden selv fysisk udleder.
Det handler om de udledninger, virksomheden sætter i gang gennem sine indkøb, salg og beslutninger. Når en virksomhed i kraft af sin aktivitet efterspørger f.eks. beton, er der en leverandør, som producerer og sælger beton til virksomheden. Her har virksomheden ikke direkte kontrol over udledningen fra produktionen af beton, men virksomheden skaber efterspørgslen. Virksomheden har gennem sin købekraft indflydelse på, at betonen bliver produceret. Uden efterspørgsel ville der ikke være produktion. Derfor har virksomheden et medansvar for, at produktionen finder sted. Selvom virksomheden ikke kontrollerer selve produktionsprocessen, har den indirekte kontrol gennem sine indkøbsbeslutninger. Virksomheden kan stille krav til leverandører og i sidste ende vælge en anden leverandør med en lavere klimabelastning. Derfor indgår den indlejrede udledning i betonen som virksomhedens Scope 3.
Man kan sige, at den indkøbte beton er “født” med en udledning, da der er udledt drivhusgasser i produktionen af beton, og denne indlejrede udledning bliver en del af virksomhedens Scope 3-regnskab. Scope 3 er derfor ikke kun en rapporteringsdisciplin. Det er ledelsesinformation. Når virksomheden får indsigt i sine værdikædeudledninger, får den samtidig indsigt i, hvor risici og muligheder ligger. Det kan påvirke leverandørvalg, udbudsposition, kundekrav og i stigende grad også adgang til finansiering. Klimadata i Scope 3 bliver dermed ikke kun et tal i en rapport men et strategisk beslutningsgrundlag.
Scope 3 er for de fleste virksomheder den største bidragsyder til det samlede klimaregnskab og også den mest komplekse. Scope 3 er inddelt i 15 underkategorier, hvor aktiviteterne posteres. Når virksomheden har identificeret en aktivitet, som skal posteres under Scope 3, skal den, ligesom ved Scope 1 og 2, omsætte den til en udledning i CO₂e ved hjælp af aktivitetsdata og en emissionsfaktor. Vil du læse mere om Scope 3-kategorier, metoder og datakvalitet, kan du finde vores særskilte artikel om Scope 3-rapportering her.
Kan man lægge Scope 1, 2 og 3 sammen?
Ja, inden for én virksomhed kan Scope 1, 2 og 3 lægges sammen og give et samlet billede af virksomhedens klimaaftryk. Men man kan ikke lægge virksomheders klimaregnskaber sammen.
Årsagen er enkel:
En leverandørs Scope 1 vil ofte være en kundes Scope 3.
Den samme ton CO₂ kan derfor optræde i flere virksomheders klimaregnskaber, ikke fordi den tælles flere gange i virkeligheden, men fordi ansvaret er fordelt på flere aktører i værdikæden.
Klimaregnskabet er altså ikke et globalt tællesystem for molekyler. Det er et system for at synliggøre ansvar og påvirkning.
Klimaregnskab handler om kontrol og indflydelse
Man kan forstå de tre scopes sådan:
Scope 1: Det vi kontrollerer direkte
Scope 2: Den energi vi driver efterspørgsel på
Scope 3: De udledninger vi påvirker gennem vores værdikæde
Jo længere væk fra virksomhedens egen drift vi bevæger os, desto mindre direkte kontrol har virksomheden .
For mange virksomheder udgør Scope 3 70–90 % af det samlede klimaaftryk.
Derfor er det også her, de største strategiske muligheder, og risici, ligger.
Har I styr på jeres klimaregnskab?
Klimaregnskab handler ikke kun om tal. Det handler om ansvar, kontrol og indflydelse i værdikæden.
Har I spørgsmål til jeres Scope 1, 2 eller 3?
Er I i tvivl om metodevalg, datakvalitet eller opbygning?
