Scope 3: værdikædens udledninger og virksomhedens strategiske muligheder
Opdateret: for 2 dage siden
Stadig flere virksomheder har de seneste år arbejdet målrettet med at reducere deres CO₂-aftryk. For mange begynder rejsen med Scope 1 og Scope 2, altså de direkte emissioner fra egen drift og de indirekte emissioner fra indkøbt energi. Det er et naturligt sted at starte, fordi data er tilgængelige, og ansvaret er tydeligt placeret i egen organisation.
Det står imidlertid klart, at den største påvirkning for de fleste virksomheder ikke ligger i egen drift, men i værdikæden. Det er her Scope 3 kommer ind i billedet. For mange virksomheder udgør Scope 3 mere end 70 % af deres samlede klimaaftryk, og dermed også det største reduktionspotentiale.
At arbejde med Scope 3 er derfor ikke et supplement til klimaarbejdet. Det er en forudsætning for reel dekarbonisering.
Hvad er Scope 3?
Scope 3 omfatter alle øvrige indirekte udledninger, som ikke indgår i Scope 2, der opstår opstrøms og nedstrøms som resultat af en virksomheds aktiviteter.
GHG Protokollen opdeler Scope 3 i 15 kategorier, som tilsammen sikrer, at hele værdikæden indfanges systematisk.
Opstrøms kategorier (1–8):
1. Indkøbte varer og tjenesteydelser
Omfatter emissioner fra produktion af de varer og ydelser, virksomheden køber til sin drift f.eks. råvarer, komponenter, emballage, konsulentydelser og IT-services. For mange virksomheder er dette den største Scope 3-kategori.
2. Kapitalgoder
Dækker emissioner fra produktion af langsigtede aktiver som maskiner, bygninger, produktionsudstyr og IT-infrastruktur. Det er investeringer, der bruges over flere år, men hvis klimaaftryk medregnes i indkøbsåret.
3. Brændsels- og energirelaterede aktiviteter
Omfatter udledninger fra udvinding, produktion og transport af de brændsler og den energi, virksomheden køber, men som ikke allerede indgår i Scope 1 og Scope 2. Kategorien omfatter også tab ved transmission og distribution af elektricitet.
4. Opstrøms transport og distribution
Omfatter transport og distribution af indkøbte varer mellem virksomhedens direkte leverandører og virksomheden. Kategorien omfatter også transport og distribution, som virksomheden selv køber hos en ekstern leverandør. Det kan både være indgående transport, transport mellem egne lokationer og udgående transport af solgte produkter.
5. Affald genereret i driften
Omfatter emissioner fra behandling og bortskaffelse af affald, som opstår i virksomhedens egne aktiviteter, men håndteres af eksterne aktører.
6. Forretningsrejser
Omfatter medarbejdernes arbejdsrelaterede rejser med transportmidler, som ejes eller drives af andre, for eksempel fly, tog, busser, taxaer og udlejningsbiler. Virksomheder kan desuden vælge at medregne hotelovernatninger.
7. Medarbejderpendling
Omfatter transport mellem medarbejderes hjem og arbejdsplads, uanset transportform.
8. Opstrøms leasede aktiver
Dækker emissioner fra aktiver, som virksomheden lejer (fx bygninger eller køretøjer), og som ikke allerede er inkluderet i Scope 1 eller 2.
Nedstrøms kategorier (9–15):
9. Nedstrøms transport og distribution
Omfatter transport, opbevaring og distribution af solgte produkter efter salget, når transportydelsen ikke er købt eller betalt af virksomheden selv. Hvis virksomheden køber transporten af de solgte produkter, indgår den som udgangspunkt i kategori 4.
10. Videreforarbejdning af solgte produkter
Dækker emissioner fra tredjeparts videreforarbejdning af halvfabrikata eller komponenter, som virksomheden har solgt.
11. Brug af solgte produkter
Omfatter emissioner, der opstår, når kunder anvender virksomhedens produkter. For energiforbrugende produkter er dette ofte en meget væsentlig kategori.
12. End-of-life behandling af solgte produkter
Dækker emissioner fra affaldsbehandling, genanvendelse, forbrænding eller deponi af virksomhedens produkter efter endt levetid.
13. Nedstrøms leasede aktiver
Omfatter emissioner fra aktiver, som virksomheden ejer og leaser ud til andre, fx ejendomme eller udstyr.
14. Franchiser
Dækker emissioner fra franchisetagere, hvis virksomheden driver franchisebaseret forretning.
15. Investeringer
Omfatter emissioner fra investeringer, fx kapitalandele i andre virksomheder, projekter eller finansielle aktiver. Særligt relevant for finansielle institutioner og investeringsselskaber.
Disse kategorier viser, hvor omfattende Scope 3 er. Det handler ikke kun om leverandører, men om hele det økosystem, virksomheden indgår i. Fra råstofudvinding til produktets endelige bortskaffelse.
Scope 3 omfatter alt det, der sker, fordi virksomheden driver forretning, men som den ikke selv har direkte kontrol over. Netop denne indirekte karakter har historisk gjort Scope 3 udfordrende.
Arbejdet kræver data fra leverandører, kunder og samarbejdspartnere. Datakvaliteten varierer, og man må ofte arbejde med en kombination af leverandørspecifikke data, aktivitetsdata og generiske emissionsfaktorer. Derfor har Scope 3 længe været opfattet som en tung compliance-øvelse.
Men det billede er ved at ændre sig.
Virksomhedens Scope 3
Grundlæggende handler virksomhedens Scope 3-regnskab om at kortlægge værdikæden og identificere, hvor udledningerne opstår. Det omfatter både aktiviteter før virksomhedens egen drift og aktiviteter, der finder sted, efter at et produkt eller en ydelse er solgt.
Før virksomheden modtager sine materialer og produkter, kan der allerede være opstået udledninger fra råstofudvinding, produktion og transport. Efter salget kan der blandt andet opstå udledninger fra transport, videreforarbejdning, brug og behandling efter endt levetid.
Scope 3 findes samtidig tæt på virksomhedens egen drift. Indkøbte varer, affald, forretningsrejser og medarbejderpendling kan eksempelvis være Scope 3, selvom aktiviteterne understøtter den daglige drift. Placeringen afhænger derfor ikke alene af, hvor aktiviteten finder sted, men af hvem der ejer eller kontrollerer udledningskilden, og hvilken Scope 3-kategori aktiviteten tilhører.
Scope 1 og 2 er under virksomhedens direkte kontrol. Scope 3 er afhængig af andres data og kræver derfor dialog, samarbejde og kvalificerede estimater.
Leverandørstyring: fra dataindsamling til strategisk samarbejde
Fordi Scope 3 i høj grad afhænger af leverandørers aktiviteter, bliver leverandørstyring en central disciplin. Det handler ikke kun om at indsamle data, men om at forstå, hvor i værdikæden de største emissioner opstår, og hvordan de kan reduceres. Når virksomheder får overblik over deres Scope 3, opdager de ofte, at bestemte materialer, transportveje eller leverandører driver en uforholdsmæssig stor del af udledningerne. Denne indsigt giver mulighed for dialog og samarbejde om reduktioner. Samtidig styrker det virksomhedens risikostyring. Afhængighed af kulintensive producenter eller lange transportkæder kan udgøre både klimamæssige og økonomiske risici. Især i en verden med stigende CO₂-priser og skærpede regulatoriske krav. Scope 3-arbejde bliver dermed ikke kun et spørgsmål om rapportering, men om robusthed og fremtidssikring.
Sådan arbejder man praktisk med Scope 3
Arbejdet med Scope 3 er ikke et engangsprojekt, men en progressiv rejse. De færreste virksomheder starter med komplette og leverandørspecifikke data. Det afgørende er at komme i gang struktureret og skabe et første samlet overblik.
Første skridt er at kortlægge alle relevante Scope 3-kategorier og koble virksomhedens økonomiske og operationelle data til dem. I praksis betyder det, at man identificerer virksomhedens udledninger i Scope 3 og fordeler dem på de relevante Scope 3-kategorier. Her anvendes typisk en kombination af spend-baserede og aktivitetsbaserede metoder for at etablere en baseline.
Denne baseline er ikke perfekt, men den giver et samlet billede af, hvor i værdikæden de største udledninger sandsynligvis ligger. Den fungerer som et prioriteringsværktøj. I stedet for at forsøge at forbedre alt på én gang kan virksomheden fokusere på de kategorier og leverandører, der driver den største del af klimaaftrykket.
Når hotspots er identificeret, kan næste skridt være at forbedre datakvaliteten målrettet. Det kan ske ved at indhente mere detaljerede aktivitetsdata eller ved gradvist at erstatte generiske emissionsfaktorer med leverandørspecifikke data f.eks. via EPD’er, LCA’er, PCF’er.
Over tid bevæger virksomheden sig dermed fra brede estimater til mere præcise og dokumenterede data. Scope 3-regnskabet modnes. Datakvaliteten forbedres, og beslutningsgrundlaget bliver stærkere.
Det vigtigste er ikke at ramme den perfekte opgørelse fra starten. Det vigtigste er at etablere en struktureret baseline, arbejde systematisk med prioritering og løbende løfte dataniveauet dér, hvor det giver størst strategisk effekt.
Scope 3 og klimaaftryk på produkter og leverancer
Når man arbejder seriøst med Scope 3, bevæger man sig naturligt tættere på det, virksomheden faktisk leverer til markedet. Her bliver en Product Carbon Footprint (PCF), eller en leverancespecifik klimaberegning, et centralt redskab.
En PCF er en detaljeret opgørelse af klimaaftrykket for en konkret leverance gennem hele dens livscyklus. For service- og projektbaserede virksomheder kan det være en tilsvarende livscyklusbaseret beregning af den ydelse, der leveres. Læs mere om PCF i vores særskilte artikel her.
På den måde bliver PCF en konkretisering af Scope 3 på leveranceniveau.
Mens virksomhedens samlede Scope 3 giver overblik over værdikæden som helhed, giver leverancespecifikke beregninger indsigt i, hvor de største klimamæssige hotspots ligger i tilblivelsen af det, virksomheden faktisk sælger. Scope 3 viser den samlede påvirkning. Leveranceniveauet viser, hvor der konkret kan optimeres i f.eks. design, materialevalg, procesvalg eller leverancemodel.
I takt med at kunder og samarbejdspartnere efterspørger dokumentation på det, de køber, og ikke kun på virksomheden som helhed, bliver leverancespecifikke klimaberegninger i stigende grad et konkurrenceparameter.
Vær en attraktiv leverandør
Markedet bevæger sig hurtigt. Større virksomheder stiller i stigende grad klimakrav til deres leverandører. Når en kunde arbejder med Scope 3, består en væsentlig del af deres opstrøms emissioner af leverandørernes Scope 1 og 2 – og i visse tilfælde også deres Scope 3. Hvis man som leverandør ikke kan levere valide og transparente klimadata, bliver man en usikkerhed i kundens rapportering. Omvendt kan man blive en styrke i værdikæden, hvis man kan dokumentere egne emissioner, reducere dem og arbejde struktureret med datakvalitet. Scope 3-arbejde er derfor også en markedsadgangsstrategi. Det handler ikke kun om at leve op til krav, men om at positionere sig som en attraktiv og fremtidssikret samarbejdspartner. Du kan som virksomhed styrke din plads i markedet, hvis du har gennemarbejdede og transparante CO₂ regnskaber på det i leverer, da du ganske enkelt bliver en pålidelig og nem leverandør for dine kunder.
To niveauer: Virksomhed og produkt
Et klimaregnskab på virksomhedsniveau og et klimaaftryk på produktniveau besvarer forskellige spørgsmål.
Virksomhedens klimaregnskab viser de samlede udledninger fra virksomhedens aktiviteter i en bestemt rapporteringsperiode. Et PCF viser derimod udledningerne fra et bestemt produkt eller en bestemt ydelse inden for en defineret livscyklus.
De to opgørelser kan understøtte hinanden. Produktdata kan forbedre datakvaliteten i relevante dele af virksomhedens Scope 3-regnskab, mens virksomhedens samlede klimaregnskab giver det overordnede billede. Data kan dog ikke overføres direkte uden at tage højde for afgrænsning, fordeling og risikoen for dobbelttælling.
Fra byrde til værdiskabelse
Data om Scope 3 er ikke bare rapportering. De er ledelsesinformation, som synliggør ineffektivitet, materialevalg og reduktionspotentialer og kan danne grundlag for innovation og bedre finansiel positionering.
Virksomheder, der mestrer Scope 3, får ikke bare styr på deres klimaaftryk. De får også større indsigt i deres egen værdikæde og bliver en mere attraktiv del af kundernes.
Har I brug for hjælp til at skabe overblik over virksomhedens Scope 3? Som en del af vores komplette ESG-service hjælper esgBRICKS med at identificere relevante kategorier, strukturere data og beregne virksomhedens udledninger i værdikæden.
