top of page

E'et i ESG, dets værdi og udfordringer.

  • madsfrost1
  • 24. maj
  • 5 min læsning

Opdateret: 28. maj

Hvad dækker E’et over?

E’et i ESG handler om virksomhedens påvirkning af klima, ressourcer og biodiversitet. Miljørapportering skaber gennemsigtighed i, hvordan virksomheder bruger energi, håndterer emissioner og forvalter naturressourcer.

Under E’et i ESG i VSME-standarden skal virksomheder oplyse deres energiforbrug og drivhusgasemissioner (GHG), herunder Scope 1 og 2, samt eventuelt Scope 3 for værdikædens samlede klimaaftryk. De, der har reduktionsmål, skal dokumentere dem med tydelige mål og strategier. Rapportering omfatter også forurening, biodiversitet og vandforbrug, hvor virksomheder angiver deres påvirkning på miljøet, herunder emissioner, arealanvendelse og vandforbrug i områder med høj vandstress. Endelig spiller ressourceforbrug og cirkulær økonomi en rolle, hvor virksomheder skal redegøre for affaldshåndtering, genanvendelse og materialeforbrug. Klimarisici skal vurderes for at identificere potentielle trusler mod forretningen.

Denne gennemsigtige rapportering er afgørende. Den viser ikke kun, hvordan virksomheden lever op til sit miljøansvar, men åbner også døren for konkrete forretningsmæssige fordele.




E'et i ESG: Fra compliance til konkurrencefordel

At der er en sammenhæng mellem et fokus på ESG-forhold og forretningsresultater bliver bredere og bredere accepteret. Gældende forhold understøttes i større og større grad også akademisk i takt med, at relevante undersøgelser omkring netop dette foretages. Lad os prøve at dykke ned i, hvilken værdi en god performance på E'et i ESG skaber, og hvordan rapportering åbner vejen til netop dette.


Foruden det helt åbenlyse – nemlig at du ved at rapportere, være opmærksom på og arbejde med at nedbringe din virksomheds negative miljøpåvirkning og frembringe dens positive indvirkning – bidrager til at skubbe den rigtige retning, når det gælder den klode, vi bor på, og de ressourcer, vi alle er afhængige af, skaber E'et også direkte værdi. For at trække os ned på jorden igen gennemgår vi nedenfor nogle af den konkrete værdi, som et fokus på E'et i ESG skaber for virksomheder, og desuden til sidst også nogle af udfordringerne i forbindelse med at få retvisende miljødata.

Hvordan skaber E'et konkret værdi?

1. Styrket markedsposition og øget kundeloyalitet Ved at rapportere om virksomhedens miljøpåvirkning styrkes virksomhedens muligheder for at udvide eller fastholde sin position i markedet. En lang række undersøgelser fra forskellige kilder viser en klar tendens: Forbrugerne mærker i stigende grad miljøpåvirkning og siger, de er villige til at betale mere for "grønne" produkter. Forbrugerne er villige til at betale for at handle grønt. Denne tendens bakkes op af talrige andre studier, der viser, at forbrugerne flytter deres forbrug mod produkter med ESG-relaterede påstande, samtidig med at mærker med en større andel af salget fra produkter med miljø-, sociale- og governance-relaterede påstande oplever større kundeloyalitet.

En stærk ESG-performance og gennemsigtig rapportering kan forbedre en virksomheds brandomdømme og positionere den som en ansvarlig og etisk aktør. Dette kan gøre virksomheden mere attraktiv for socialt bevidste kunder og samtidig styrke relationerne til erhvervskunder, der lægger vægt på ESG-faktorer i deres samarbejder.

2. Omkostningsreduktion og operationel effektivitet Virksomheder, som følger deres miljømæssige påvirkning og arbejder strategisk for at nedbringe den, vil kunne opleve en omkostningsreduktion på produktion såvel som andre faciliteter. En investering i grønnere alternativer, bedre genanvendelighed og mindre ressourcespild vil i mange tilfælde være en god investering på bundlinjen. Virksomheder kan ved at være opmærksomme på deres nuværende situation og arbejde aktivt på at forbedre deres miljøpåvirkning både gøre noget godt for bundlinjen og for miljøet. For eksempel viser analyser, at virksomheder, der investerer i emissionsreduktioner, ofte ser et positivt afkast på investeringen gennem lavere driftsomkostninger og øget energieffektivitet.


3. Risikostyring og regulatorisk fordel Foruden virksomhedens omkostningsreduktion viser undersøgelser og analyser også, at virksomheder, som er på forkant med reduktion af deres egen miljøpåvirkning, vil opleve mindre regulatorisk indgriben og dermed have større strategisk frirum og færre uforudsete udgifter i forbindelse med imødekommelse af regulering. I en verden, hvor opmærksomhed på miljøet er stigende og med internationale målsætninger, vil regeringer også uddelegere en del af ansvaret for ansvarlighed til virksomhederne. Dette vil ske igennem mere regulering på faktorer, som påvirker miljøet, og disse reguleringer handler det om at være på forkant med. Store dele af virksomheders overskud er typisk i fare for statslig indgriben. At være proaktiv i forhold til miljøregulering kan derfor mindske bøder, retssager og andre omkostningstunge compliance-udfordringer. Virksomheder med førende ESG-praksisser har en lavere risiko for negative hændelser, hvilket direkte påvirker aktiekursen og omdømmet.


4. Bedre adgang til kapital og finansiering Virksomheders bundlinje korrelerer med deres finansiering. At kunne dokumentere og præstere på virksomhedens miljøpåvirkning gør, at virksomheden ender i bankens "grønne bunke" og dermed kan forvente bedre finansiering, end hvis man er i den "sorte bunke". I værste tilfælde vil finansiering blive afvist.

Evnen til at dokumentere ens bæredygtighedsprofil er en vigtig faktor for, hvordan man rejser kapital, uanset om det er bankfinansiering eller anden kapital. Mange investeringsfonde og långivere, især dem med fokus på bæredygtighed, prioriterer virksomheder med stærke miljømæssige præstationer. Dette kan føre til lavere kapitalomkostninger og bedre adgang til specifikke grønne finansieringsprodukter, hvilket er en betydelig fordel, især for SMV'er, der søger at udvide deres forretning.


Rapportering som fundament for strategisk miljøarbejde

ESG-rapportering er en central drivkraft for at forbedre bæredygtigheden af en virksomhed, fordi det ikke blot skaber gennemsigtighed, men også fremmer innovation og effektivitet. Når virksomheder systematisk indsamler ESG-data, får de et mere detaljeret indblik i deres ressourcer, processer og potentielle ineffektiviteter. Selve processen med at måle og rapportere på miljøfaktorer som energiforbrug, emissioner, vandforbrug og affald, tvinger virksomheden til at:


  • Identificere hotspots: Hvor er de største miljøpåvirkninger, og hvor kan der sættes ind?

  • Måle fremskridt: Kan vi dokumentere en positiv udvikling i vores miljøperformance over tid?

  • Sikre ansvarlighed: Hvem er ansvarlig for hvilke miljøinitiativer, og hvordan følges der op?

  • Skabe klarhed: Få et klart billede af ressourceforbrug og potentiale for forbedring.


Omfattende analyser har vist en positiv sammenhæng mellem ESG-indsatser og finansiel performance, og ESG-rapportering kan synliggøre områder, hvor virksomheden kan forandre sig i en positiv retning både på bundlinjen og for miljøet.


Standardisering – En af de største udfordringer ved E'et i ESG

Ved at anvende en kontinuerlig, troværdig og standardiseret tilgang som VSME-standarden kan virksomheder effektivt dokumentere deres bæredygtighedsinitiativer, nuværende status og fremtidige planer. Dette sikrer, at strategier og mål ikke blot forbliver hensigtserklæringer, men fører til konkrete forbedringer og reelle tiltag.


Netop her adresseres en af de største faldgruber i ESG-rapportering – greenwashing. Når virksomheder overdriver eller forvrænger deres bæredygtighedsindsatser, risikerer de at undergrave hele ESG-agendaens troværdighed. Greenwashing skaber mistillid blandt investorer, kunder og samarbejdspartnere og kan i sidste ende skade både omdømme og økonomiske resultater. Gennem transparent, verificerbar og standardiseret ESG-rapportering kan virksomheder sikre, at deres bæredygtighedsarbejde ikke blot bliver et marketingværktøj, men en reel drivkraft for ansvarlig forretning og langsigtet værdiskabelse.

Selvom miljøfaktorer ofte har mere veletablerede målemetoder (f.eks. CO₂-ækvivalenter) end sociale faktorer, er der stadig en stor fordel ved standardisering for at sikre sammenlignelighed og troværdighed i rapporteringen. VSME-standarden bidrager til dette ved at give en fælles ramme for, hvad der skal rapporteres om miljøpåvirkning. Dette gør det lettere for både virksomheder at måle sig selv og for eksterne parter at vurdere og sammenligne.

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page